Vores færd til Riget i Midten: marts 2014

Nu har vi boet i Kina i præcist 13 dage, og man skulle tro at hverdagen så småt var ved at melde sig. Dog virker det stadig som om, at den helt almindelige og rutineprægede hverdag aldrig vil indtræde her i Kina. Godt nok er vi begge begyndt at arbejde som lærere. Marie er sammen med ni andre fra holdet startet i Cathay Future Bilingual Kindergarten, hvor hun underviser cirka 20 minutter hver dag. Fire dage om ugen drejer det sig om middle class med børn mellem 4 og 5 og hver fredag er det så top class, der får æren af fint besøg (5-6 år). Lærerne er ofte yderst forvirrede når det komme til det engelske, de skal både holde styr børnenes kinesiske navne, deres engelske navne, deres eget engelske navn samt en foreign teacher’s (som de ofte har yderst svært ved at udtale). Men børnene er for det meste rigtig søde og videbegærlige. Jeg arbejder tre forskellige steder, hvilket stadig er lidt forvirrende, heldigvis følges jeg med Eeva fra holdet, og det hjælper virkelig at være to. Hver formiddag drejer det sig om You&Me, hvor de allermindste børn (1-3 år) bliver ”undervist” i engelsk. Tre eftermiddage om ugen bliver jeg så hentet her på skolen og kørt til BoYa Kindergarten, der er en afdeling af Cathay Future, der underviser jeg Babyclass (2-3 år) i engelsk 15 minutter per gang. Tirsdag og torsdag går turen til en Preschool, der også ligger lidt væk fra Cathay, her underviser jeg de 6-7 årige, de skal starte i primary school her til september, så de kan en del mere end de helt små.

Men selvom vi fem dage om ugen tager afsted på arbejde, er der hele tiden specielle oplevelser, der understreger at det aldrig rigtig bliver hverdag i Kina. Hver dag sker der små bizarre ting, men det ville blive et meget langt indlæg, hvis de alle skulle opremses. Derfor kommer der her et lille udsnit af vores oplevelser i den seneste uge:

Mandag sidste uge sad en lille flok og så en film, da vi pludselig hørte nogle meget høje toner fra et af de tilstødende lokaler til vores værelser. Vi gik naturligvis efter lyden, og blev hevet ind til hvad der viste sig at være en fest for fremtrædende folk indenfor klassisk opera(nej det lyder på ingen måde som den europæiske version) i Kina. Til denne fest blev vi hurtigt en attraktion og heldigvis kunne en kvinde godt engelsk, så hun kunne begå sig som tolk, derved kunne vi kommunikere med de nysgerrige kinesere. Vi blev spurgt om vi selv kunne synge opera, og selvom vi desværre måtte svare nej til det forsvandt interessen ikke lige med det samme, og vi lærte hvordan man hilser på hinanden på klassisk kinesisk vis og vi fik tilbudt at spise med, og at vi kunne få rabat på billetter til Tianjin Opera. Herefter begyndte de igen at klimpre på deres strengeinstrumenter og snart stemte flere i med deres ”sang”, hvilket mest lød som om, at det gjaldt om at holde nogle meget høje og jamrende toner længst tid. Da vi endelig brød op fra festen, satte vi os ind i vores fællesrum og sad i lang tid og prøvede bare på at fatte hvilket sært stil an, vi lige havde overværet.

Tirsdag var vi til vinsmagning på en fransk bar i centrum kaldet Le Loft, hvilket virkelig var en god oplevelse. Lækker gourmetbuffet og seks forskellige rødvine ad libitum for 100 yuan (lidt under 100 kr.). Fantastisk, specielt når man tænker på, hvor dyrt det ville være hjemme hos jer i DK.

Onsdag tog Marie med to af pigerne til koncert med et fransk celtic-band ved navn Epsylon inde i centrum i Italian Style street, hvilket var en europisk-præget gade i midten af Tianjin. Jeg blev hjemme og så film med resten af gruppen. Pludselig hørte vi igen (igen!) sang fra de tilstødende lokaler og gik naturligvis efter lyden. Denne gang var det vores principal der sang karaoke på sin flotte maskine. Han havde fire tyske tandlæger på besøg (tydeligvis drejede det sig om noget business) men vi blev inviteret indenfor og blev naturligvis også opfordret til at give et nummer. Ditte og jeg meldte os til sidst, men der trak gæsterne sig tilbage, da en assistent ankom med nogle papirer. Da de var gået blev karaoke-maskinen overladt til os, hvilket vi naturligvis nød godt af (vi fandt endda et Alphabeat nummer). God men bizar oplevelse.

Fredag var vi alle blevet inviteret til ”Plant a tree”, hvor vi troede vi skulle hygge os i parken med at plante små fine træer. MEN det var bestemt ikke det kineserne havde forestillet sig. Vi troppede alle op i parken, det samme gjorde en top class fra Kindergarten, derefter blev få af os (her i blandt Marie, blond is the new black in China) udvalgt til at ”plante” træet sammen med fire af børnene. Det hele var dog bare et stort show og Marie og Simon fra holdet blev flere gange irettesat af den krævende fotograf, der virkelig ville have et ”levende” billede i kassen. Det var så falsk og så opstillet som intet andet vi før har oplevet, vi er stadig i tvivl om træerne lige var blevet gravet op af jorden, så vi havde nogle træer at plante, men det bliver sikkert ikke den eneste gang vi oplever dette. Om aftenen var vi ude og nyde en øl (eller to) med nogle af de andre foreign teachers.

Mandag skulle alle Kindergarten Teachers fremføre et lille show, og de havde naturligvis øvet og lånt smukke kostumer af skolen. De havde både øvet sig på folkedans og en lille sang, men da de var i gang med at fremføre folkedansen bliver de pludselig afbrudt af deres principal, der på en diskret men alligevel insisterende måde prøvede at fortælle den dansende flok at de altså nu skulle ned og danse dansen med alle børnene. Dette skabte i starten lidt forvirring, men til sidst fik de dannet nogle flotte rundkredse med børnene og danset lidt ”folkedans”. Desværre nåede de så ikke at fremføre deres gode sang, som ellers helt klart var et højdepunkt med både barbershop stemning og dansk idyl. Dette er bare endnu et eksempel på at intet i Kina er forudsigeligt – heldigvis.

Det var alt for nu,

På gensyn 再见

Så er vi her. Endelig! Efter en lang flyvetur fik vi igen fast grund under fødderne tidligt fredag morgen og vi følte os nogenlunde beredte på at tage imod Kina med åbne arme efter et par timers søvn. Al vores opsparede energi har vi virkelig også fået brug for sidenhen da Kina byder på utroligt mange ting, man aldrig har oplevet før. Hvad der kan nævnes af ting er bl.a. det faktum at vi ikke aner hvad vi får at spise når vi går over i skolens kantine, der findes kun én ansat som kan snakke nogenlunde engelsk, og når han ikke er i nærheden kan man pege på næsten hvad som helst og spørge: ”Chicken?”, hvor du som svar får et nik, men senere viser det sig så på ingen måde at være kylling, måske er det i stedet for fisk eller noget helt tredje. Derudover har vi mødt Sunny, vores kontaktperson, som kan flere danske gloser, og forstår sikkert dobbelt så mange, bruger udtrykket ”Oh my God” om alt, lige meget om det er godt eller skidt, og tager tingene lidt afslappet. Dette betyder at vi højest ved at vi skal mødes med hende næste dag, men egentlig ikke, hvad der skal foregå. Sunny er dog guld værd, fordi hun er en af de eneste måder vi kan kommunikere med alle andre kinesere på og desuden har hun udtalt sig om, at hun ikke har kunnet spotte nogle ”troublemakers” på vores hold, så det virker ikke til at det bare er os der har en god fornemmelse med vores hold men også hende.
Trafikken kunne man også skrive side op og side ned om, men kort fortalt kan det siges at man altid er lidt i tvivl om man kommer helskindet igennem det, når man træder ud i et kryds. Indtil videre har vi benyttet os af taktikken med at følge efter en kineser, så vi har en i blandt os der føler sig lidt mere sikker i at gå ud foran bilerne, som man aldrig helt ved med hvornår de begynder at køre igen. De kinesiske fodgængere tager det hele meget roligt og krydser gerne midt over krydset i stedet for at tage fodgængerovergangene.
Og hvis man i Kina skulle være i tvivl om hvad man skulle finde på til aftensmaden kan man tage på en lille inspirationstur til det nærmeste supermarked og måske ende op med at tage en levende frø eller skildpadde med hjem til at smide i gryden.