lørdag den 19. juli 2014

tirsdag den 15. juli 2014

Afrejse


Her er et sidste kort blogopslag fra Tianjin. For i dag er nemlig dagen, hvor de fleste af os fra holdet drager afsted ud i alle mulige afkroge af Kina efter at have sagt farvel til vores respektive klasser. Clara vil sammen med Ditte og Simon rejse mod Shanghai, mens jeg sammen med Eeva, Line og Marie vil tage med et tog mod Chengdu. Nu er Kina jo et stort land, så det betyder at for at komme til Chengdu, må vi først tilbringe 34 timer i et tog og er derfor først fremme torsdag middag.   Vi har dog købt stort ind og forsynet os med diverse bøger, spil og film så vi burde ikke komme til at kede os. Derudover har vi haft en del at se til på det seneste, så det bliver godt at få mulighed for at få sovet ud inden rundrejsen for alvor går i gang. Clara vil starte i Shanghai for derefter at tage til Hangzhou og Xiamen, inden vi mødes i Guilin og Yangshou. Derefter rejser hun rundt i Yunnan provinsen for til sidst at ende i Chengdu og Sichuan provinsen. 
Jeg starter som sagt i Chengdu, derefter sejler vi ned af Yangzi, tager derfra til Fenghuang og så Guilin og Yangshou. I Yangshou siger Line og jeg farvel til Eeva og Marie, som tager til Hong Kong. Vi vil fortsætte op til Xiamen, Hangzhou, Huangshan og til sidst Nanjing inden vi vender næsen hjem mod Tianjin og senere samme dag Beijings lufthavn. Jeg vil være hjemme i Danmark igen d. 15. august, mens Clara tager næsten et par uger mere og dermed først kommer hjem d. 27. august.
Clara har desværre ikke mulighed for at opdatere bloggen, men jeg håber på at kunne lægge lidt billeder herind, når nettet er til det. Hvis ikke så vil jeg sikkert gerne fortælle længe og meget, når vi ses hjemme i Danmark!

torsdag den 10. juli 2014

Vi vandrer afsted på den kinesiske mur

Muren der slanger sig afsted over bjergene


Når det regner i Kina

Søde Eeva fyldte 22 år ( og er hermed alderspræsident på holdet)
Hele holdet klar inden det store do-re-mi show





onsdag den 9. juli 2014

Tekniske vanskeligheder

Grundet forskellige tekniske vanskeligheder har vi først været i stand til at oploade dette blogindslag nu. Det blev skrevet den 23. juni. Så det er lidt "old news", det kan vi dog ikke forestille os i har noget imod. I skrivende stund er der kun 5 dage til vi rejser på rundrejse, hvilket vi glæder os meget til!

Hold da op som tiden flyver af sted! Vi oplever så mange ting her i Kina, at det kan være svært at finde tid til at få opdateret sin blog. Men når vi begge har fået efterspørgsler fra vores forældre, ved vi at det efterhånden er ved at være tid. Siden vi sidst har opdateret jer, er der sket en masse ting. Samtidig bringer fremtiden også på utroligt meget. I løbet af sidste uge fik vi at vide, at vi den 15. juli får fri til at tage på rundrejse. Det kommer noget tidligere end forventet, fra China Links side blev vi kun lovet cirka 21 dage, dette har pludseligt udviklet sig til 43, hvilket på sin vis er fantastisk da vi så får endnu mere tid til at opleve dette enorme land, samtidig kommer det også til at tære en del mere på pengepungen. Marie rejser rundt med Eeva, Marie og Line, mens jeg rejser med Ditte og Simon. Maries gruppe har efterhånden fået planlagt en god og detaljeret rundrejse, mens min gruppe stadig kun er i startfasen af planlægningen. Men det hele skal nok gå, og vi glæder os alle sammen til at få fri og komme ud og se det store Kina, som vi indtil videre kun har set en brøkdel af. Samtidig bliver det også lidt vemodigt at skulle sige farvel til alle de søde lærere og specielt børnene, som man efterhånden har knyttet sig til. Specielt min lille babyclass i BoYa Kindergarten kan jeg mærke jeg kommer til at savne meget.

Som Marie også skrev i sidste blogopslag, skulle hele flokken (med undtagelse af Line og Simon, der begge havde besøg af familie) et smut til Beijing den 6. juni for at deltage i Den Danske Ambassades årlige sommerfest. Vi drog alle af sted fredag middag, og selvom det stod ned i stænger i Beijing og vi egentlig for vild i forsøget på at finde vores hostel, blev humøret holdt oppe ved tanken om dansk sommermad den efterfølgende dag. Den 4. juni havde det været 25 året for massakren på Den Himmelske Fredsplads, hvilket vi naturligvis kun har hørt om igennem de artikler vi har fået sendt via mail hjemme fra Danmark. Vi mærkede ikke noget til det i selve Beijing udover at der på alle metrostationer var opsat ekstra security check.
Endelig oprandt den længe ventede lørdag, hvor vi klokken 14 ankom til Den Danske Ambassade. Det var en rigtig hyggelig dag, selvom vi alle syntes det var lidt underligt at være omgivet af danskere igen. Maden var rigtig lækker og det var skønt at få noget andet end kinesisk mad, som vi ellers har vendt os meget til. Der var lavet en dansker quiz, som vi desværre ikke vandt, der blev også holdt en kort udendørs gudstjeneste og ambassadøren holdt også en kort tale. Resten af aftenen stod ellers bare på ”dansk” sommerhygge og vi fik snakket med nogle af de andre unge, hvor størstedelen var et år af deres universitetsuddannelse i Kina. Da det blev lidt senere på aftenen kom der et kinesisk liveband og spillede vestlig musik og senere gav en af danskerne et par numre på guitar, som der selvfølgelig blev danset til og i den grad sunget med på. Da fest sluttede omkring klokken 22 tog de fleste af os videre i byen med de andre unge. Marie, Eeva, Marie K og Jennifer tog med de universitetsstuderende på en trendy club, der havde en tagterrase med udsigt over det omkringliggende Beijing. Ditte, Amalie, Gustav, Dennis og jeg tog med en af de danske expats på The Den(mark), den lokale stambar for fodboldklubben Beijing Vikings, der mestendels består af danske expats. Simon har også været i Beijing og spille med dem en enkelt gang. Det vildt specielt at komme ind på en bar, hvor de fleste talte dansk til hinanden, og man kunne virkelig mærke at de alle havde denne fodboldklub at stå sammen om.

Søndagen efter var de fleste ret trætte ovenpå gårsdagens fest (nogle mere end andre), men de fleste af os valgte at tage til Sommerpaladset, der ligger i udkanten af Beijing. Det er et utroligt smukt område, hvor den kinesiske kejser plejede at tage ud for at holde ferie. Dengang lå det jo et godt stykke udenfor byen, men i dag er sommerpaladset omkranset af Beijing. Vi startede ud med rigtig godt vejr og Marie, Eeva, Ditte og jeg gik egentlig bare og nød den smukke park, da det pludselig trak op til regn. Det er også en ting der følger med den kinesiske sommer de såkaldte ”afternoon showers”, hvor det i cirka en time står ned i stænger, for derefter at klare op igen. Ingen af os piger havde taget regnjakker med, og Eeva var den eneste der havde en paraply, derfor valgte vi at søge tilflugt i en pavillon, en idé som de fleste andre kinesere også havde fået. Vi stod derfor som sild i en tønde, da en kinesisk mand henvender sig til os. Han spørger os på godt engelsk hvor vi kommer fra og hvad vi laver i Kina, og vi står og snakker med ham i længere tid. Det viser sig at han er hjerneforsker og at han arbejder som professor på et universitet i Washington D.C. Han kendte endda Danmark, da hans søn studerede et år i København. Han er født i Beijing men det er mange år siden han har boet der, og han er derfor på besøg hos nogle gamle venner. Da det blev ved med at regne, og vi skulle hjem til Tianjin den samme dag, begynder vi at overveje om det kan betale sig at løbe ud i regnen og op til metroen, vores nye ven fortæller os så at der er mindst 2 km. til metroen og vi opgiver derfor denne tanke. Han tilbyder at få en af sine bekendte til at køre os derop, og det nænner vi ikke at takke nej til. Det lader sig dog alligevel ikke gøre, men vores nye ven vil bestemt ikke lade os gå op til metroen. Til gengæld finder han ud af at der går en bus ikke ret langt fra sommerpaladset, der kan køre os direkte op til metrostationen. Vi tæller til tre og løber ud i den silende regn, Ditte og jeg løber forrest efterfulgt at Marie og Eeva, der deles om Eevas paraply, vores nye ven og hans ven fra Beijing følger også efter os. Da Ditte og jeg opgiver at løbe, da vi alligevel allerede er gennemblødte, bliver jeg hevet ind under hans paraply og følges med ham resten af vejen. Da vi kommer udenfor Sommerpaladset bliver vi hurtigt overfaldet af de mange sælgere, der prøver at sælge os regnjakker og paraplyer, men vores nye kinesiske ven får hurtigt jaget dem væk. To ældre damer, som ingen af os har set før, tager Ditte med ind under deres paraply og vi følges derefter alle  sammen i et større følge over til busstoppet. Vores nye ven spørger om vi kan noget kinesisk, hvilket vi desværre må indrømme at vi kun kan få ord af. Det er ikke noget problem, han siger bare til buschaufføren hvor vi skal hen og at han skal fortælle os når det er tid til at stå af. Da bussen endelig kommer giver de os deres paraplyer, fortæller buschaufføren hvor vi skal hen og før vi ved af det lukker bussens døre og vi når knapt nok at få sagt tak. Værst af alt er at vi aldrig fik spurgt ind til denne fantastiske mands navn. Og der stod han tilbage i silende regn uden en paraply, da han jo havde givet sin til mig. Vi var alle fire totalt forbavsede over, hvad der lige var sket, og der gik et stykke tid, hvor vi bare sad helt stille i bussen og prøvede at begribe den foregående hændelse. Tænk at der findes så fantastiske mennesker, der vælger at løbe med fire piger ud i regnen, bare for at sørge for at vi kom sikkert videre. Det var en fantastisk oplevelse, som egentlig nok bliver det vi fire piger kommer til at huske den tur til Sommerpaladset for.

Den sidste tid her på Cathay Future er blevet brugt rigtig meget på show, som kineserne jo er helt vilde med. Skal der være show, så lad der være show. Og selvfølgelig skulle vi foreign teachers også lave show. De ville rigtig gerne have at vi lavede noget til Do-re-mi sangen fra The sound of music, da det også er en sang nogle af børnene er blevet undervist i og desuden er en af lederne meget glad for filmen. Så måtte vi alle i gang med at finde vores kreative og koreografiske evner frem og sammensætte en dans på næsten seks minutter. Vi fik endda fri to dage fra skolen så vi havde mere tid til at øve. Her i Kina er show helt klart vigtigere end den daglige engelskundervisning. Det blev til i alt tre forestillinger, hvor vi i onsdags afsluttede med den allerstørste. Cathay Future havde et eller andet jubilæum, der skulle fejres med pomp og pragt. Vi sang naturligvis ikke, da kineserne er store fans af playback, så der skulle bare mimes for alle pengene. Kineserne er samtidig også fans af kostumer, glitter og glamour, hvilket især kan ses på den måde børnene bliver stadset ud på. Der er ingen grænser for hvor meget makeup man kan give en 4-årig på. Vi kunne naturligvis heller ikke undgå kostumer og makeup, og det morede vi os egentlig alle sammen over. Alt i alt var det en fed oplevelse, både øvningen optil og selve forestillingerne, men nu er vi alle enige om at do-re-mi sangen ikke lige er noget der bliver afspillet hjemme i lejligheden, da vi har hørt den flere gange end hvad godt er.

Marie kunne kun være med til to af de tre forestillinger vi lavede, da hun var på tur til Shanghai en af gangene sammen med Eeva, Marie og Line fra om aftenen torsdag d. 12. juni indtil mandag d. 16. juni. Det var dog lige før, at Marie og Marie ikke fik fri til denne lille tur for børnehavelederen havde absolut ikke lyst til at skulle give dem fri fredag, da der skulle være show, for hun skulle nødig mangle nogen foreigners på den scene. Det krævede meget overtalelse og hjælp fra Sunny før hun gav sig. Det fine ved det hele var, at showet var lavet sådan, at der sagtens kunne mangle fire uden at det faldt fuldstændig fra hinanden, men der er nu noget mere prestige i at kunne vise 13 danskere frem end kun 9, så det var hvad der skabte modstanden hos børnehavelederen. Men alle fire kom afsted og de havde en rigtig god tur, hvor de nød at være i en by, der virkede utrolig vestlig og ikke mindst ren sammenlignet med de andre steder vi indtil videre har været i Kina. Tiden blev brugt på bl.a. at køre rundt i sightseeingbusser, nyde Shanghais skyline, vandre rundt i Den Franske Koncession og spise masser af god vestlig mad. Udgifterne var blevet holdt en smule nede ved at tage tog frem og tilbage til byen i stedet for fly, og derudover ved at bo hjemme ved en ”amerikansk” familie som de havde fundet igennem couchsurfing. Begge forældre i familien var fra USA men de sidste 20 år havde de boet alle andre steder end i USA og derfor havde deres to piger heller aldrig boet i deres ”hjemland”. Det var meget interessant at møde en familie som nu havde brugt så mange år i udlandet at de ikke længere følte at det land de stammede fra var et land de nødvendigvis ville flytte hjem til igen.  

Denne weekend tog hele flokken på tur til den kinesiske mur i nærheden af Tianjin. Der var lidt uvished om det overhoveder kunne blive til noget, da tog -og busforbindelserne viste sig at være mere komplicerede end vi troede. Derfor startede lørdag morgen ud med at vi egentlig troede vi måtte opgive og udskyde til den efterfølgende weekend. Men heldigvis er vi udstyret med de sødeste kinesisklærere man kan ønske sig. Wendy (det engelske navn vi har givet hende, som hun er helt vild med) brugte i alt to en halv time af sin formiddag på at skaffe en bus, der ville køre os derop og hente os den næste dag, for ja – vores plan var at overnatte på den kinesiske mur. Da Wendy hørte der blev hun meget nervøs på vores vegne og insisterede på at tage med, hvilket hun naturligvis var mere end velkommen til. Så lørdag klokken 12.30 drog vi alle 13, samt to af Lines veninder, der var på besøg fra Danmark, vores taiwanesiske roommate Kelly og Wendy af sted til den kinesiske mur. Det var en fed tur, men man kan ikke ligefrem prale af at man får meget søvn på sådan en mur, samtidig lå man også lidt med frygt for at der ville komme nogle vagter og jage os ned, men alt gik fint og vi kan nu alle prale af at vi har overnattet på Den Kinesiske Mur. Heldigvis holdt det tørt det meste af natten, også selvom vi hørte torden i det fjerne. Vi sov tæt på et af tårnene, som det var muligt at rykke ind i, hvis det blev regnvejr. Næste morgen traskede vi så ned fra muren og det virkede ikke til at der var nogen der undrede sig sønderligt over, hvor den store gruppe udlændinge kom fra. De to en halv time hjem i bussen blev for alles vedkommende brugt på at få en ordentlig lur, og om aftenen var vi nogle der valgte at få en god omgang massage af de ømme led og muskler den hårde mur havde givet os.

Nu håber vi snart på at kunne vende tilbage til jer, med beskrivelser af, hvor vores rundrejser kommer til at tage os hen. Ellers skal i bare huske på: Intet nyt er godt nyt.


mandag den 23. juni 2014

You & Me

Jeg (Clara) arbejder 4 formiddage om ugen i You & Me. Jeg kan ikke sige at det minder om noget vi har der hjemme, for det er virkelig kinesisk. Det er børn (babyer) fra 1-3 år der går her, de har så for det meste en (helst to) enten forældre eller (for det meste) bedsteforældre med sig. Vi har som lærere kun noget med børnene at gøre når vi underviser dem, da de ellers resten af tiden altid er omgivet af forældre og bedsteforældre. Jeg underviser i gennemsnittet 3 gange om ugen. Mine klasser er for det meste på 4-5 børn i 2-års alderen. Jeg har en enkelt klasse, hvor der kun er 2 babyer på omkring de 12 mdr. Min undervisning er MEGET simpel og består mestendels i gentagelser af de to ord børnene skal lære. Babyerne lærer jeg ikke specifikke ord, der gør jeg egentlig mest ud af at tale engelsk til dem i simple ord, "læse" bøger for dem og ikke mindst synge. Undervisningen i de forskellige klasser kan godt virke rigtig diffus, da børnene altid hellere vil lave alt andet end de aktiviteter jeg har planlagt. På sin vis er det også absurd at de i den alder (hvor de knap nok kan snakke kinesisk) skal "undervises" i engelsk. Derfor gør jeg meget ud af at det hele skal være leg, og at det foregår på børnenes præmisser, så hvis de synes klodserne er rigtig spændende, leger vi bare med dem i stedet for det, jeg ellers havde planlagt.
Men det er jo ikke kun de søde små jeg underviser, det er også deres følge af familiemedlemmer. I starten var jeg meget nervøs for at forældre og bedsteforældre ikke syntes jeg gjorde det rigtigt/godt nok, men efterhånden som tiden er skredet frem, ser jeg dem mere som en ressource end som en hindindring. Jeg kan bede børnene om at sætte sig ned hos dem, og på den måde holde dem lidt i ro, samtidig er de også rigtig gode til at opfordre barnet til at tage del i undervisningen. Men nogle gange giver bedstemødrene sig til at snakke højlydt med hinanden, mens det så bliver overladt til mig at holde styr på både undervisning og unger. I flere tilfælde har jeg været nødt til at tysse på dem, hvilket ikke er det fedeste. Så er der selvfølgelig også de bedstemødre og mødre der selv gerne vil lære noget af mig, og faktisk går mere op i undervisningen end deres barn(barnebarn) gør.
Jeg har virkelig haft nogle sjove oplevelser i You & Me, og det bliver vemodigt at sige farvel til mine kollegaer og ikke mindst børn og bedsteforældre om en tre ugers tid.


Klassisk undervisning i You & Me, her i tallene 1 og 2

Nogle skal lige hen og se tallet helt tæt på

Så går jeg ellers rundt til hver enkelt og gentager tallet, og håber på at de vil gøre et forsøg på at sige det, hvilket sjældent er tilfældet. Efter sådan en runde starter leg og dans

Det er svært at holde koncentrationen når der er en fotograf til stede, også selvom bedstefar virkelig prøver at gøre det interessant. 

Et klassisk billede, mens jeg prøver at undervise lidt efter planen, har klodserne fanget lille Richards opmærksomhed. Jeg har vidst glemt at fortælle at de fleste kinesere har to navne, deres eget kinesiske og så et engelsk, der er nemmere for os at udtale. Nogle får det i en rigtig tidlig alder, og de reagerer derfor slet ikke på det engelske. Jeg kan derfor kalde på lille Richard lige så meget jeg vil, uden at der sker noget som helst. Det er dog langt fra alle babyerne, der har fået engelske navne, og de kinesiske er virkelig svære at huske. 

Undervisning og kaos i min lille klasse, det er skønt!

søndag den 18. maj 2014

På vej til Xian

Clara og Glory
Karaoke

Udsigt fra toget

Elvis, Carmen, Cowboy og Michael Jackson med børn

Lucas





Xian og andet godt


Så er det vist ved at være tid til at få opdateret bloggen igen! Tanken har strejfet mig engang imellem at der skal skrives noget hertil, men som altid sker der en del, hvilket også kan ses på kalenderen, hvor der er planlagt noget af den ene eller anden slags helt indtil slutningen af juni. Den næste tid vil bl.a. byde på en tur i næste weekend til en landsby et stykke væk fra Tianjin, hvor Eeva og jeg skal ud og undervise nogle børn, en tur som Clara tidligere har været af sted på. Derudover skulle jeg også gerne komme en tur til Shanghai sammen med nogle af de andre, tage et smut ud på muren med holdet, til sommerfest på den danske ambassade i Beijing og få besøg af min fætter Morten. Der er nok at se til!
I slutningen af sidste måned tog Sunny os med på en lille 5-dages tur til Xian. Dog brugte vi 18 timer hver vej i et tog, hvilket betød at vi kun fik 2 hele dage i byen, og derfor ikke nåede at danne os et ordentlig indtryk af den. Desuden blev én af dagene brugt i en lille landsby udenfor Xian, hvor vi besøgte en landmand der ved siden af landbruget også var maler. Det var meget interessant at være ude i en lille landsby og se hvordan livet er der, da det er meget anderledes fra bylivet. Det virkede generelt ret fattigt i byen og ikke som om at indbyggerne havde så mange muligheder. De kunne ikke bare leve af landbruget, så når høsten var overstået måtte de tage til Xian, for at se om de kunne få noget arbejde for nogle måneder. På trods af den relativt korte tid i Xian fik vi dog set nogle af de vigtigste ting der er at se i og omkring byen nemlig Muslim Street, Xians gamle bymur, som vi også cyklede hele vejen rundt på, og selvfølgelig terrakottakrigerne. Da vi var ude ved terrakottakrigerne var vi heldige at vi kom d. 30. april og ikke dagen efter d. 1. maj, da det er en national fridag og dermed en dag hvor mange kinesere får tid til at selv at besøge udgravningerne. Derved slap vi for at skulle kæmpe os igennem lange køer for at få et lille glimt af terrakottakrigerne, og i stedet for kunne vi forholdsvis let komme til at opleve det hele. Det var ret storslået især når man lige mindede sig selv om at det er ca. 2000 år siden at alle terrakottakrigerne blev bygget. Alt i alt havde vi en helt ok tur til Xian, der dog bar noget præg af at vi hele tiden blev fulgt rundt af en guide, som havde planlagt alt vi skulle rundt at se. Det var på sin vis dejligt at vi slap for at skulle til at bruge tid på at planlægge selv og tænke over hvordan vi kom fra sted til sted, men samtidig savnede vi alle den frihed man normalt har når man rejser til at vælge, hvor lang tid der skal bruges på de forskellige ting og vigtigst af alt hvilke ting, der skal opleves. Togturen hjem var heller ikke værst, selvom den var lang, da vi fra en af vores køjer eller en af de få klapstole der var ved vinduerne kunne kigge ud på det landskab der ”fløj” forbi os. Her fik vi set en helt anden natur end vi hidtil havde set og nogle små byer, som virkede meget fattige. Blandt andet spottede Clara to steder hvor de pløjede jorden ved hjælp af en plov spændt efter en okse eller to. Vi var hjemme fra vores tur tidligt om morgenen fredag d. 2. maj og på trods af at vi var udkørte efter turen, var der ikke tid til at slappe meget af, for om aftenen havde vi aftalt at skulle i byen. Dette ville nok ikke have gjort, hvis det ikke var fordi at vi skulle mødes med Glen og Phillip, som vi havde fundet ud af også arbejde i en børnehave i Tianjin igennem chinalink. De var dog langt fra lige ankommet til byen, de havde faktisk været der engang siden slutningen af sidste sommer, men da vi iaf chinalink ikke var blevet gjort opmærksom på deres tilstedeværelse, blev det først nu, hvor de tog kontakt til os, at vi mødtes. Efter en lang aften og nat sammen med dem på, hvad vi snart kan kalde vores stamsted: Mayflower, blev lørdag brugt på afslapning, da arbejdet kaldte en dag tidligere end normalt denne uge. På grund af kinesernes ferie omkring d. 1. maj kompenserede børnehaven nemlig for fridagene midt i ugen ved at holde åbent søndag! Dog skulle vi heldigvis kun arbejde om formiddagen, så det mildnede omstændighederne en smule. Dog føltes resten af ugen ret lang, syntes jeg, både fordi vi havde en dags ekstra arbejde men også fordi det var lidt hårdt at vende tilbage til hverdagen. Jeg havde i hvert fald fået lyst til at rejse rundt og opleve mere af Kina efter vores tur til Xian og ikke bare tulle rundt på skolen. Som altid skete der dog nogle overraskende ting i løbet af ugen, som igen fik hverdagen til at virke interessant. Ugen bød nemlig både på en ny beboer i vores lejlighed og en tur med Topclass til en anden børnehave fredag. Få dage efter vi kom hjem fra Xian flyttede Kelly fra Taiwan ind på et af værelserne, fordi hun skal arbejde frivilligt på Cathay i 3 måneder, hvilket vil sige at hun vil være her resten af den tid vi også befinder os i Tianjin. Dog skal hun ikke arbejde med børnene, men i stedet for i administrationen, så vidt jeg har forstået. Det kan være lidt svært at kommunikere med hende nogle gange, da hun finder engelsk lidt svært, men på trods af det er hun altid i strålende humør, når vi måder hende og virker til at være faldet godt til blandt os danskere.
Fredag i denne uge bød som sagt på tur med Topclass for nogle af os, nærmere bestemt Ditte, Simon, Dennis, Gustav og jeg. Vi havde fået at vide at vi skulle lave en eller anden form for show, hvor en guitar, som vi havde fået til låns for nogle dage, forventedes at indgå i det. Dennis’ lærer havde bestemt at vi også skulle være klædt ud, hvilket medførte at hun fandt kostumer, så der kunne være én Elvis Presley (Dennis), én Michael Jackson (Gustav), én cowboy (Simon) og to Carmen, som jo så var Ditte og jeg. Vi havde dog ikke behøvet at være nervøse for at vi skulle op på en scene og lave et eller andet, det viste sig nemlig at de bare ville have os med for at vi kunne pynte på en masse billeder. Aldrig tror jeg at jeg har oplevet at der er blevet rettet så mange kameralinser imod mig på en dag! Det var ret specielt at opleve, men også endnu en speciel Kina-oplevelse jeg ikke ville have været foruden. Om aftenen havde Clara og Eeva været så geniale at strikke en omgang Hit med Sangen sammen til resten af holdet. På trods af at mit hold desværre var langt fra at vinde, havde vi det rigtig sjovt med at gætte og synge sange et par timer inden en del af holdet tog videre i byen mens resten af os tog en stille aften hjemme. Resten af weekenden var også uden de helt vilde oplevelser. Dog fandt vi ud af at der var udtagelse til Tianjin Teaters dansehold på skolen, så der fik vi nogle timer til at gå med at se på auditions. Søndag aften var vi med nogle af de andre udenlandske lærere på en bar kaldet Indie bar, hvor der kommer en del udlændinge, og derfor helt klart er et sted vi skal hen, hvis vi føler for at komme et sted hen, hvor vi skiller os mindre ud.  
Tirsdag d. 13. maj var vi igen forbi Le Loft, som denne gang havde en buffet under temaet ”Beef”, hvilket den levede op til, da der næsten ikke var andet end kød! Så vi fik lige fyldt proteindepoterne op og nød at spise noget kød som ikke så så mystisk ud som det nogle gange gør i kantinen. Onsdag tog Clara og jeg efter aftensmaden op i TV-tower og tilbragte nogle timer deroppe, så vi både fik set solnedgangen over Tianjin på en næsten smogfri dag og mens det var helt mørkt og dermed kunne se hvor imponerende byen er når den er fuldt oplyst.
Denne weekend er igen gået over stok og sten da vi lørdag var i forlystelsesparken Happy Valley som ligger lidt uden for byen og søndag tog vi i byens zoologiske have. Både forlystelsesparken og zoo’en er langt fra hvad vi forventer af disse ting i Danmark. Kineserne er sjældent det hurtigste og mest effektive folkefærd, hvilket de igen fik vist i Happy Valley, hvor medarbejderne absolut ikke havde travlt og dette medførte køer der flyttede sig absurd lidt. Jeg formåede på 8 timer kun at prøve to forlystelser hvor jeg stod i kø én time til den ene og to timer til den anden. Rekorden for længst tid i en kø holdes dog af Eeva, Jennifer og Gustav som formåede at vente 3 timer på at komme til at prøve en rutsjebane. I den zoologiske have kunne vi for 10 yuan pr. mand se på dyr som var dvaske i middagsheden og som prøvede på at finde en smule skygge i deres alt for små og elendige bure. Kineserne fandt absolut ikke noget mærkeligt ved de dårlige forhold dyrene havde, men havde i stedet for travlt med at fodre diverse dyr med pølse, kål og salat. Ved en af bjørnene kunne de selvfølgelig ikke komme tæt nok på til at håndfodre den, så i stedet for kastede de maden ned på/til bjørnen i det lille hjørne af dens  betonbur som den sad i, det var som taget ud fra en WWF reklame. Ved næsehornene kunne man dog komme ret tæt på hvilket medførte at et par kinesere stod og prikkede til enden af et næsehorn med en paraply, kastede et par småsten ind på den og prøvede på at holde fast i dets horn. En meget speciel oplevelse.
Søndag formiddag bød på en anden speciel oplevelse. Cathay Future havde arrangeret deres årlige ”Disabled children’s art festival”, hvor børn, unge og voksne med forskellige handicap og diagnoser kom til skolen for at deltage i nogle forskellige aktiviteter. Her fulgte Clara en gruppe autistiske drenge rundt på skolens areal, hvilket var en rigtig god oplevelse. For første gang virkede det til at skolen havde lavet noget reelt, i stedet for det overfladiske photo-shoot det ofte bare bliver til.