onsdag den 23. april 2014

Fest, farver og frisk luft!

Først vil vi begge gerne undskylde for de lange perioder, der kan gå mellem vores blogopslag. Vi har fået op til flere klager og vi undskylder derfor mange gange. Det gode ved at vi lader der gå så mange uger mellem, er at vi så har endnu mere at fortælle jer nu.

Tiden flyver af sted her i Kina, til tider går den næsten lidt for hurtigt. Fem dage om ugen står den på undervisning og forberedelse der til, mens vi ofte får weekenderne til at gå med fest og farver samt udforskning af Tianjins og Kinas finurligheder.
Arbejdet med børnene vækker begejstring og skaber samtidig forbavselse over de kinesiske opdragelsesmetoder, som virkelig kommer frem i skolen. At opleve en 3-årig blive slået med flad hånd er på grænsen til, hvad man som vesterlænding kan gå med til. Men børnene er rigtig dejlige, specielt min babyclass med børn på 3 år er helt fantastisk, både fordi de er et lille antal på 12, men også fordi de er i en herlig alder, hvor de bl.a. elsker at fortælle mig lange historier på kinesisk, som de naturligvis regner med at jeg forstår alt af ( man kommer langt med ”okay, great idea og yes”). Dog er det også i denne klasse jeg ofte oplever hårde opdragelsesmetoder, hvilket næsten ikke er til at bære. Jeg har flere gange været nødt til at vende ryggen til og trække vejret dybt for ikke at bryde ind. Det eneste jeg kan gøre er at trøste barnet efterfølgende, hvilket selvfølgelig også er vigtigt. Dette har dog resulteret i at børnene straks løber hen og klynger sig til mig når deres lærere bliver for strikse.
Ude i min preschool klasse, hvor børnene er omkring 6 år, havde jeg en dejlig oplevelse. Jeg underviste i Fairytale og da vi kom til flashcardet med ”Dragon” var der pludselig en dreng der rakte hånden op og spurgte, hvordan en drage kan spy ild uden at brænde sig i munden, kort efter var der en, der bemærkede at den drage jeg havde tegnet havde meget små vinger i forhold til dens krop, og at det jo derfor ikke var muligt for den at flyve. Så måtte jeg jo ud i en længere forklaring om drager, hvor hovedpointen var at de naturligvis kun eksisterer  i eventyr. Efter det spurgte jeg dem om de kendte nogen film med drager, og alle hænder røg i vejret ( de fik naturligvis lov til at svare på kinesisk, og min assistent teacher oversatte så). Det var så skønt at opleve at børnene interesserede sig for emnet, ellers står den meget på gentagelse af de forskellige ord og efterfølgende forskellige lege.

Weekenderne er virkelig vores afbræk fra hverdagen, hvor man enten for søvnunderskud eller overskud, afhængig af hvor vild byturen bliver. I gruppen er vi rigtig gode til at tage initiativ til forskellige aktiviteter og destinationer der skal udforskes. For tre weekender siden tog alle 13 på spontan tur til Beijing. Vi boede i udkanten af hutong området, så centralt som muligt når man har så lille et budget som os. Vi havde en forlænget weekend, da kineserne havde helligdag, hvor man ærer de døde. På grund af denne helligdag var der utroligt mange mennesker i byen, hvilket vi især mærkede i metroen og Den Forbudte By. Sidstnævnte oplevede vi på en solrig lørdag, og man blev virkelig bjergtaget af dens enorme størrelse. Dog skulle man skubbe og mase for at komme helt tæt på de fleste af bygningerne og få sneget sig til et lille billede. Søndag var der igen fantastisk vejr, hvilket gav os mulighed for at besøge Himlens Tempelpark, hvori Templet for God Høst ligger, et enormt og farverigt buddhistisk tempel. Ved siden af det ligger det velbesøgte perlemarked, hvor man både kan købe ”mulberry” tasker og ”Converse” sko, hvilket jeg naturligvis gjorde. Alt kan og skal pruttes om, det kom derfor heller ikke bag på nogen, at det var her vi mødte det største antal danskere i al den tid vi har været i Kina. Weekenden bød også på mange andre oplevelser både Olympic City, Lamatemplet og udforskning af hutongerne. Vi var alle ret smadrede, da vi kom tilbage til skolen mandag aften. Dette forhindrede os dog ikke i at tage til den månedlige vinsmagning på den franske restaurant Le Loft aftenen efter. Det var som altid en dejlig aften, hvor vi fik god fransk/vestlig mad og lækre vine.

Den efterfølgende weekend tog både Marie og jeg begge ud af byen. Jeg tog sammen med Marie K fra gruppen 4 timer ind i landet for at undervise fattige børn i engelsk, mens Marie tog til Beijing for at opleve byen sammen med sin mor og bror, der kom på besøg.
Alle fra holdet var egentlig interesserede i at komme af sted til landsbyen, så vi lavede en lodtrækning og Marie K og jeg var de heldige vindere.  Vi kørte 4 timer ind i landet med tre kinesere: Vores tolk Lily, vores Driver og en kvinde som vi virkelig ikke ved hvilken funktion havde. Vi vidste ikke helt hvad vi havde sagt ja til, da vores kinesiske kontaktperson Sunny havde fortalt os at det ville være en fattig landsby. Men da vi kom frem blev vi behageligt overraskede, byen var på størrelse med en mindre dansk provinsby, og vi skulle bo på et rigtig fint hotel. Dog var det tydeligt, at byen var fattigere, end hvad vi er vandt til her i Tianjin. Der var utroligt mange gadehunde og den lokale park var virkelig smudsig sammenlignet med vores park i Tianjin. Vi underviste sammenlagt en time, hvilket gik rigtig fint, men det var tydeligt at børnene var meget dårlige til engelsk og slet ikke vant til at blive undervist gennem leg. Resten af tiden gik med at opvarte os, vi spiste på tre forskellige restauranter og var hele tiden sammen med en større flok af kinesere, der alle synes, det var rigtig spændende, at der var besøg fra udlændinge. De viste os også nogle virkelig smukke bjerge og vandfald der lå i nærområdet. Det var faktisk den første natur vi har set i Kina (som ikke var en park), og det var virkelig skønt at opleve, specielt den friske luft var tiltalende. Vi var begge ret smadrede efter endnu 4 timer i bilen på vej hjem, men vi havde virkelig fået en på opleveren og set en anden side af Kina.

Fredag tog Marie afsted til Beijing for at mødes med hendes mor og lillebror sammen med Ditte, hvis forældre også var kommet til Kina. Weekenden i Beijing blev brugt på at gense Den Forbudte By, være ude ved Den Kinesiske Mur og få opfrisket gennem familien hvordan de første dage i Kina er, hvor alt er nyt og mærkeligt. Søndag gik turen for de tre mod Tianjin, hvor Birgit og Mads skulle tilbringe tiden indtil onsdag. Birgit og Mads blev indlogeret på Cathay Futures hotel, som befinder sig i samme bygning som vi bor i, så de kunne faktisk ikke bo nærmere. Mandag morgen stod den på deres første møde med kinesisk morgenmad, som på ingen måde ligner den danske, og derfor kan virke uoverskuelig og ikke særlig indbydende til at starte med, men med lidt guidning til hvad der er det bedste at få, klarede de sig fint igennem den. Herefter gik turen op til Middle Class 3, hvor de overværede Marie undervise. Resten af dagen gik med at de blev vist rundt på skolen og i lokalområdet og til sidst sluttede de af inde på en rigtig god Hot Pot restaurant inde i centrum, hvor forvirringen over hvordan man spiser kinesisk mad igen brød ud i lys lue hos Birgit og Mads. Tirsdag var de igen med til undervisning denne gang i Middle Class 4, hvor Birgit, en garvet folkeskolelærer, kunne forsikre Marie om at de to klasser hun underviser virkelig er meget forskellige. Hvor børnene i Middle Class 3 for det meste er ret gode til at være stille og generelt alle er ivrige efter at lære har de i Middle Class 4 meget sværere ved at holde koncentrationen, og mange vil hellere sidde og irritere sidemanden end at høre efter. Det var meget rart at høre at klassens sammensætningen af børn bare gjorde det sværere at undervise dem, og at deres manglende koncentration ikke bare hang sammen med at man var en dårlig lærer. Dog skal det understreges at det langt fra er umuligt at have gode engelsktimer inde i Middle Class 4, og at Marie aldrig gruer for tirsdagene og torsdagene inde hos dem. Resten af tirsdagen brugte Marie på at vise Birgit og Mads mere af Tianjin, og tidligt onsdag morgen var det så tid til at sige farvel til dem, da de skulle med et fly videre til Xian. Senere har Marie hørt fra dem at Xian var en fantastisk by at være i så det får os bare til at se endnu mere frem til næste søndag, hvor hele holdet og Sunny tager toget til byen.

Sidste uge skete der også ting og sager her på skolen. I You&me var der Pyjamasdag, hvor alle lærerne (Eeva og jeg inklusiv) blev klædt ud i bamse-heldragter. Der var stort show, hvor lærerne havde lavet dans og babyerne lærte at børste tænder, vaske hår og hvad der ellers hører med til en morgenrutine. Samme dag var der et helt dansk dansehold og se skolen. Det er så specielt at se danskere her, at vi næsten reagerer som kineserne, hvilket er lidt pinligt. Sidste uge fik jeg også afprøvet kinesisk massage, hvilket er helt modsat thai-massage. Her i Kina er det blinde mænd der masserer en, og det er yderst smertefuldt. Jeg var øm flere dage efter. Men heldigvis koster en halv time kun 35 yuan, dog er det ikke noget der skal gentages alt for ofte, da man ikke ligefrem nyder det.

I weekenden var alle fra gruppen, der arbejder i Kindergarten på tur med lærerne, på nær Amalie og Jennifer som blev hjemme pga. at de skulle til bryllup ved en af de kinesiske lærere, og vi var derfor kun fem piger hjemme fra fredag til lørdag. Det resulterede i tøsehygge, film og shopping. Turen med Kindergarten-lærerne bragte de andre otte fra holdet ud på den ”countryside”, som var en lille landsby ca. to timers kørsel væk fra Tianjin. Det var en landsby som tydeligvis havde en stor drøm om at blive en turistby, hvor byboerne kunne komme ud og nyde den nogenlunde friske luft og den skønne natur. Det var dog ikke helt lykkedes for dem endnu at føre denne drøm ud i livet på trods af kameler og heste man kunne ride en tur på. Fredag aften stod den på showtime, hvor den ikke fik for lidt med dans, sang, kostumer og fyrværkeri. De andre fra holdet og lærere fra skolen var de sidste til at optræde og derfor blev showet sluttet af med en ganske nogenlunde version af ”We Are The World”, hvor hver af de foreign teachers skulle synge en linje alene fra første vers. Lidt grænseoverskridende men meget underholdende, da det var overstået. Herefter var der mere fyrværkeri og dans om et bål til vild festmusik. Denne fest fortsatte i ca. 10 minutter hvorefter musikken blev slukket og kineserne begyndte at tage hjem til hotellerne. Lørdag morgen var det mening at de andre skulle have været med ude at bestige et bjerg, men der var gået noget galt i kommunikationen, så da de kom ned til morgenmaden kl. 7.30 var de kinesere, der skulle ud til bjerget for længst taget afsted. Derfor måtte de andre danskere pænt nøjes med et lille bjerg/bakke i udkanten af byen, før turen gik hjem mod Tianjin igen.
Lørdag var vi inviteret til fest af vores nye danske veninde Ina, der studerer kinesisk her i byen, og det hele endte med en noget vild bytur. Billeder derfra kan ses på Eevas, Amalies og Jennifers blogs:
http://jenniinchina.tumblr.com/
http://ristil.tumblr.com/
http://eevaikina.tumblr.com/
De er noget bedre til at opdatere end vi er, undskyld endnu en gang.
Søndag var det jo påskedag, som kineserne selvfølgelig ikke lader sig mærke med, men heldigvis havde Eeva og Marie K været rigtig kreative og de overraskede os alle med et påskeløb rundt på skolens område. De havde endda fundet "påskeæg" som vi alle fik som belønning da vi havde gennemført løbet. Det var skønt at de havde gjort lidt ekstra for at det også skulle blive påske her i Kina.

På søndag tager hele holdet afsted til Xian med vores kontaktperson Sunny, det ser vi frem til at kunne fortælle jer om.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar