onsdag den 2. april 2014

News from China

Hvor skal man starte? Når det er så lang tid siden vi sidst har fået skrevet noget herinde er det ikke helt til at vide, hvor man skal starte og slutte. Men jeg kan starte med at skrive at vi har det godt her i varme Tianjin! Det er der ingen der skal være i tvivl om, på trods af at frustrationerne nogle gange godt kan melde sig, når man ikke forstår hvorfor kineserne gør som de gør og hvad de forventer af én, hvilket man gerne ville give meget for at vide nogle gange, når man trods alt arbejder sammen med dem ca. 5 timer om dagen. Det er dog dejligt, at vi så er 13 danskere sammen, hvor vi kan vende tingene og finde ud af at vi alle sammen oplever ting, som set med vores øjne kan være lidt specielle, hvor et eksempel kunne være de kinesiske læreres til tider noget hårdhændede metoder til at få børnene til at makke ret. Derudover har vi også haft et par møder med canadieren James, som arbejder på skolen, hvor han har fortalt os om nogle af de ting vi kan forvente os af Kina og hvor vi har kunnet fortælle om vores oplevelser, hvilket har været dejligt, da han jo er noget mere inde i, hvordan tingene fungerer i Kina. OG så er det også meget heldigt at mange af de ting kineserne gør, som vi ikke forstår meningen i, fører til mange yderst underholdende oplevelser.
Tiden siden sidste blogindlæg er gået med at være sammen med de herlige børn, vi har i vores klasser, som kan vende en ellers lidt kedelig dag til en fest, men alle deres skøre og herlige påfund. Da jeg kun underviser ca. 25 minutter hver dag, går det meste af tiden med bare at være sammen med børnene, når jeg kan, hvilket er skønt, da jeg derved får set dem i mange forskellige situationer, og lærer dem godt at kende. Clara underviser en smule mere, da hun arbejder på tre forskellige afdelinger af Cathay. Hun finder sin babyclass i BoYa Kindergarten specielt dejlig, da det kun drejer sig om 12 unger (ofte mindre), og man derfor har større chance for at lære hver enkelt rigtig godt at kende.
Generelt er der sket meget den sidste weekend. Den startede med den helt store fejring af Clara, som fyldte 20 år. Hun blev vækket med sang, pakker hjemmefra, kantinens gode kanelbolle, som intet har med kanel at gøre nærmere bønner, og den flotteste krone, der er vores fødselsdagshat, hvilket betyder at man skal gå med den hele dagen. Da kinesiske børn selv går med en papkrone den dag de har fødselsdag, betød dette bare, at alle kinesere kunne regne ud, at Clara havde fødselsdag, og ikke tog videre meget notits af den flotte hovedpragt. Ovre i You & Me blev Clara også fejret med fødselsdagssang af børnenes bedsteforældre og alle lærerne, som også gav hende middag i You & Me centeret og en grisebamse i gave. Om aftenen da alt arbejde endelig var overstået smuttede vi over til kantinen, hvor vi havde bestilt Peking and og forårsruller til os alle 13 for sølle 750 yuan. Det viste sig at det var godt at vi ikke havde givet én yuan mere, for de herlige andestykker, med masser af fedt på, kom friskt varmede fra mikroovnen og det samme gjorde pandekagerne til forårsrullerne, det var på trods af denne fact meget lækkert. Da vi var ved at have spist færdig, kom en af de ansatte fra kantinen, bedre kendt som dumplingsmanden, hen og spurgte om vi ikke skulle synge fødselsdagssang for Clara. Det gjorde vi så, mens alle kantinens ansatte så på at vi sang ”I dag er det Claras fødselsdag” og fødselsdagssangen med instrumenterne. Aftenen var langt fra ovre efter at vi havde indtaget det dejlige aftensmåltid, der var kage til alle og Clara skulle åbne gaverne hun havde fået fra os, hvilket blandt andet bød på brie fra D-mart, som blandt sine udenlandske varer også har et par danske oste, zoo-billet og en drage, som allerede er gået i stykker, 10 yuan er nok lige i underkanten at give for en drage. Sunny havde også fået nys om Claras fødselsdag, og derfor gemte der sig også et farverigt Cathay Future ur blandt gaverne. Efter gaveåbningen var der quiz, som Marie K havde flikket sammen i løbet af dagen, og til sidst gik turen ud i Tianjins natteliv, hvor de sidste timer af Claras fødselsdag blev fejret.
Lørdag begav otte af os med Tianjins metro mod en sidegade til Nanjing Lu, som er en af Tianjins store shopping gader, og vi var ikke de eneste der havde fået den geniale idé at spendere nogle af vores penge den dag. Gaden vrimlede mildest talt med kinesere, og i flere butikker var det omsonst at stille sig i kø til prøverummene. Ens tålmodighed blev sat nok på prøve når man skulle prøve at navigere rundt i butikkerne og  vente på at komme til at betale. Aftensmaden blev indtaget på en italiensk restaurant på Italian Style Street, som vil blive mest husket for at have været vores hidtil dyreste måltid og på trods af prisen blev flere skuffede over, hvad de fik serveret. Så fra nu af er der ikke andet for end at vente med at få sin lyst efter vestlig mad stillet indtil den første tirsdag i måneden, hvor der er vinsmagning på Le Loft!
Søndag d. 30. marts havde vi vel haft omkring 25 grader og solen skinnede fra en næsten smogfri himmel, og dette betød, at sommertøjet for alvor blev fundet frem til stor interesse for kineserne. De kan ikke helt vænne sig til at vi viser de blege ben og arme frem. Vi har tidligere haft dage hvor vejrudsigten har lovet at det skulle blive lige så varmt som i søndags eller varmere, men smoggen har gjort at solen ikke gik særligt kraftigt igennem og dagen derfor blev til den køligere side. Søndagen gik med at nyde det gode vejr, og Marie, Eeva, Simon, Clara og jeg tog hen til en park, hvor vi nød en is og saxofonspil fra en ældre mand der stod nede ved søen.  
Denne onsdag bød også på noget af en overraskelse fra morgenen af. Da jeg styrtede ud af døren fordi jeg ikke var kommet afsted i alt for god tid, så jeg en middle class stå ude på parkeringspladsen, hvor de ventede på at komme ind i en bus. Jeg tænkte, at det nok bare var den klasse der skulle afsted, da mine lærere ikke havde fortalt mig noget, men det viste sig snart at det var ALLE klasserne. Så jeg måtte spurte tilbage til værelset med mine ting for at finde ud af at den klasse jeg skulle være i var kørt, så jeg måtte hægte mig på den klasse jeg er tirsdag og torsdag. Vi kom afsted og da vi blev sat af stod vi udenfor Tianjins naturhistoriske museum. Her fik vi så hele formiddagen til at gå med at kigge på skeletter fra dinosaurer, og alle mulige udstoppede dyr. Børnene var meget interesserede over det hele mens lærerne havde mere travlt med at tage billeder af hinanden og børnene. Alt i alt var det en meget hyggelig formiddag, og det var sjovt at være lidt udenfor skolen med klasserne.  

Clara havde også noget af en speciel oplevelse i dag, hvor hun fik lov til at opleve lidt kinesisk disciplin. Da hun stod i sin baby class og ventede på at børnene kom tilbage fra deres lur, blev hun bedt om at gå ind i den beginner class, hvor Eeva arbejder. Dette virkede lidt underligt, men hun fandt hurtigt ud af hvorfor. Børnene (2-3 år) skulle nemlig disciplineres i stor stil, lære at gå på en lige række de få meter fra toilettet til klasselokalet, spise sin mad hurtigt uden brok og generelt gøre hvad der bliver bedt om. Clara kunne fra det andet klasselokale høre hvordan det ene barn efter det andet stak i gråd, på et tidspunkt var der endda en der blev smækket ude af klasselokalet, hvor barnet så fik lov til at stå og vræle et par minutter, helt forladt. Da Clara endelig fik lov til at komme ind i klassen blev hun overfaldet af børnene, der virkelig var glade for at se en, der ikke ville råbe ad dem. Det var en noget speciel oplevelse, og som vesterlænding finder man det meget underligt at børn, der hjemme i DK ville få lov til at løbe rundt og lege det meste af dagen, skal disciplineres på denne måde.
Fredag i næste uge går turen for Dittes og mit vedkommende til Beijing, da vi begge får besøg af vores familier. Nærmere bestemt får jeg ”kun” besøg af min mor og lillebror, som også tager med mig fra Beijing til Tianjin for at opleve den by jeg befinder mig så godt i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar