onsdag den 9. juli 2014

Tekniske vanskeligheder

Grundet forskellige tekniske vanskeligheder har vi først været i stand til at oploade dette blogindslag nu. Det blev skrevet den 23. juni. Så det er lidt "old news", det kan vi dog ikke forestille os i har noget imod. I skrivende stund er der kun 5 dage til vi rejser på rundrejse, hvilket vi glæder os meget til!

Hold da op som tiden flyver af sted! Vi oplever så mange ting her i Kina, at det kan være svært at finde tid til at få opdateret sin blog. Men når vi begge har fået efterspørgsler fra vores forældre, ved vi at det efterhånden er ved at være tid. Siden vi sidst har opdateret jer, er der sket en masse ting. Samtidig bringer fremtiden også på utroligt meget. I løbet af sidste uge fik vi at vide, at vi den 15. juli får fri til at tage på rundrejse. Det kommer noget tidligere end forventet, fra China Links side blev vi kun lovet cirka 21 dage, dette har pludseligt udviklet sig til 43, hvilket på sin vis er fantastisk da vi så får endnu mere tid til at opleve dette enorme land, samtidig kommer det også til at tære en del mere på pengepungen. Marie rejser rundt med Eeva, Marie og Line, mens jeg rejser med Ditte og Simon. Maries gruppe har efterhånden fået planlagt en god og detaljeret rundrejse, mens min gruppe stadig kun er i startfasen af planlægningen. Men det hele skal nok gå, og vi glæder os alle sammen til at få fri og komme ud og se det store Kina, som vi indtil videre kun har set en brøkdel af. Samtidig bliver det også lidt vemodigt at skulle sige farvel til alle de søde lærere og specielt børnene, som man efterhånden har knyttet sig til. Specielt min lille babyclass i BoYa Kindergarten kan jeg mærke jeg kommer til at savne meget.

Som Marie også skrev i sidste blogopslag, skulle hele flokken (med undtagelse af Line og Simon, der begge havde besøg af familie) et smut til Beijing den 6. juni for at deltage i Den Danske Ambassades årlige sommerfest. Vi drog alle af sted fredag middag, og selvom det stod ned i stænger i Beijing og vi egentlig for vild i forsøget på at finde vores hostel, blev humøret holdt oppe ved tanken om dansk sommermad den efterfølgende dag. Den 4. juni havde det været 25 året for massakren på Den Himmelske Fredsplads, hvilket vi naturligvis kun har hørt om igennem de artikler vi har fået sendt via mail hjemme fra Danmark. Vi mærkede ikke noget til det i selve Beijing udover at der på alle metrostationer var opsat ekstra security check.
Endelig oprandt den længe ventede lørdag, hvor vi klokken 14 ankom til Den Danske Ambassade. Det var en rigtig hyggelig dag, selvom vi alle syntes det var lidt underligt at være omgivet af danskere igen. Maden var rigtig lækker og det var skønt at få noget andet end kinesisk mad, som vi ellers har vendt os meget til. Der var lavet en dansker quiz, som vi desværre ikke vandt, der blev også holdt en kort udendørs gudstjeneste og ambassadøren holdt også en kort tale. Resten af aftenen stod ellers bare på ”dansk” sommerhygge og vi fik snakket med nogle af de andre unge, hvor størstedelen var et år af deres universitetsuddannelse i Kina. Da det blev lidt senere på aftenen kom der et kinesisk liveband og spillede vestlig musik og senere gav en af danskerne et par numre på guitar, som der selvfølgelig blev danset til og i den grad sunget med på. Da fest sluttede omkring klokken 22 tog de fleste af os videre i byen med de andre unge. Marie, Eeva, Marie K og Jennifer tog med de universitetsstuderende på en trendy club, der havde en tagterrase med udsigt over det omkringliggende Beijing. Ditte, Amalie, Gustav, Dennis og jeg tog med en af de danske expats på The Den(mark), den lokale stambar for fodboldklubben Beijing Vikings, der mestendels består af danske expats. Simon har også været i Beijing og spille med dem en enkelt gang. Det vildt specielt at komme ind på en bar, hvor de fleste talte dansk til hinanden, og man kunne virkelig mærke at de alle havde denne fodboldklub at stå sammen om.

Søndagen efter var de fleste ret trætte ovenpå gårsdagens fest (nogle mere end andre), men de fleste af os valgte at tage til Sommerpaladset, der ligger i udkanten af Beijing. Det er et utroligt smukt område, hvor den kinesiske kejser plejede at tage ud for at holde ferie. Dengang lå det jo et godt stykke udenfor byen, men i dag er sommerpaladset omkranset af Beijing. Vi startede ud med rigtig godt vejr og Marie, Eeva, Ditte og jeg gik egentlig bare og nød den smukke park, da det pludselig trak op til regn. Det er også en ting der følger med den kinesiske sommer de såkaldte ”afternoon showers”, hvor det i cirka en time står ned i stænger, for derefter at klare op igen. Ingen af os piger havde taget regnjakker med, og Eeva var den eneste der havde en paraply, derfor valgte vi at søge tilflugt i en pavillon, en idé som de fleste andre kinesere også havde fået. Vi stod derfor som sild i en tønde, da en kinesisk mand henvender sig til os. Han spørger os på godt engelsk hvor vi kommer fra og hvad vi laver i Kina, og vi står og snakker med ham i længere tid. Det viser sig at han er hjerneforsker og at han arbejder som professor på et universitet i Washington D.C. Han kendte endda Danmark, da hans søn studerede et år i København. Han er født i Beijing men det er mange år siden han har boet der, og han er derfor på besøg hos nogle gamle venner. Da det blev ved med at regne, og vi skulle hjem til Tianjin den samme dag, begynder vi at overveje om det kan betale sig at løbe ud i regnen og op til metroen, vores nye ven fortæller os så at der er mindst 2 km. til metroen og vi opgiver derfor denne tanke. Han tilbyder at få en af sine bekendte til at køre os derop, og det nænner vi ikke at takke nej til. Det lader sig dog alligevel ikke gøre, men vores nye ven vil bestemt ikke lade os gå op til metroen. Til gengæld finder han ud af at der går en bus ikke ret langt fra sommerpaladset, der kan køre os direkte op til metrostationen. Vi tæller til tre og løber ud i den silende regn, Ditte og jeg løber forrest efterfulgt at Marie og Eeva, der deles om Eevas paraply, vores nye ven og hans ven fra Beijing følger også efter os. Da Ditte og jeg opgiver at løbe, da vi alligevel allerede er gennemblødte, bliver jeg hevet ind under hans paraply og følges med ham resten af vejen. Da vi kommer udenfor Sommerpaladset bliver vi hurtigt overfaldet af de mange sælgere, der prøver at sælge os regnjakker og paraplyer, men vores nye kinesiske ven får hurtigt jaget dem væk. To ældre damer, som ingen af os har set før, tager Ditte med ind under deres paraply og vi følges derefter alle  sammen i et større følge over til busstoppet. Vores nye ven spørger om vi kan noget kinesisk, hvilket vi desværre må indrømme at vi kun kan få ord af. Det er ikke noget problem, han siger bare til buschaufføren hvor vi skal hen og at han skal fortælle os når det er tid til at stå af. Da bussen endelig kommer giver de os deres paraplyer, fortæller buschaufføren hvor vi skal hen og før vi ved af det lukker bussens døre og vi når knapt nok at få sagt tak. Værst af alt er at vi aldrig fik spurgt ind til denne fantastiske mands navn. Og der stod han tilbage i silende regn uden en paraply, da han jo havde givet sin til mig. Vi var alle fire totalt forbavsede over, hvad der lige var sket, og der gik et stykke tid, hvor vi bare sad helt stille i bussen og prøvede at begribe den foregående hændelse. Tænk at der findes så fantastiske mennesker, der vælger at løbe med fire piger ud i regnen, bare for at sørge for at vi kom sikkert videre. Det var en fantastisk oplevelse, som egentlig nok bliver det vi fire piger kommer til at huske den tur til Sommerpaladset for.

Den sidste tid her på Cathay Future er blevet brugt rigtig meget på show, som kineserne jo er helt vilde med. Skal der være show, så lad der være show. Og selvfølgelig skulle vi foreign teachers også lave show. De ville rigtig gerne have at vi lavede noget til Do-re-mi sangen fra The sound of music, da det også er en sang nogle af børnene er blevet undervist i og desuden er en af lederne meget glad for filmen. Så måtte vi alle i gang med at finde vores kreative og koreografiske evner frem og sammensætte en dans på næsten seks minutter. Vi fik endda fri to dage fra skolen så vi havde mere tid til at øve. Her i Kina er show helt klart vigtigere end den daglige engelskundervisning. Det blev til i alt tre forestillinger, hvor vi i onsdags afsluttede med den allerstørste. Cathay Future havde et eller andet jubilæum, der skulle fejres med pomp og pragt. Vi sang naturligvis ikke, da kineserne er store fans af playback, så der skulle bare mimes for alle pengene. Kineserne er samtidig også fans af kostumer, glitter og glamour, hvilket især kan ses på den måde børnene bliver stadset ud på. Der er ingen grænser for hvor meget makeup man kan give en 4-årig på. Vi kunne naturligvis heller ikke undgå kostumer og makeup, og det morede vi os egentlig alle sammen over. Alt i alt var det en fed oplevelse, både øvningen optil og selve forestillingerne, men nu er vi alle enige om at do-re-mi sangen ikke lige er noget der bliver afspillet hjemme i lejligheden, da vi har hørt den flere gange end hvad godt er.

Marie kunne kun være med til to af de tre forestillinger vi lavede, da hun var på tur til Shanghai en af gangene sammen med Eeva, Marie og Line fra om aftenen torsdag d. 12. juni indtil mandag d. 16. juni. Det var dog lige før, at Marie og Marie ikke fik fri til denne lille tur for børnehavelederen havde absolut ikke lyst til at skulle give dem fri fredag, da der skulle være show, for hun skulle nødig mangle nogen foreigners på den scene. Det krævede meget overtalelse og hjælp fra Sunny før hun gav sig. Det fine ved det hele var, at showet var lavet sådan, at der sagtens kunne mangle fire uden at det faldt fuldstændig fra hinanden, men der er nu noget mere prestige i at kunne vise 13 danskere frem end kun 9, så det var hvad der skabte modstanden hos børnehavelederen. Men alle fire kom afsted og de havde en rigtig god tur, hvor de nød at være i en by, der virkede utrolig vestlig og ikke mindst ren sammenlignet med de andre steder vi indtil videre har været i Kina. Tiden blev brugt på bl.a. at køre rundt i sightseeingbusser, nyde Shanghais skyline, vandre rundt i Den Franske Koncession og spise masser af god vestlig mad. Udgifterne var blevet holdt en smule nede ved at tage tog frem og tilbage til byen i stedet for fly, og derudover ved at bo hjemme ved en ”amerikansk” familie som de havde fundet igennem couchsurfing. Begge forældre i familien var fra USA men de sidste 20 år havde de boet alle andre steder end i USA og derfor havde deres to piger heller aldrig boet i deres ”hjemland”. Det var meget interessant at møde en familie som nu havde brugt så mange år i udlandet at de ikke længere følte at det land de stammede fra var et land de nødvendigvis ville flytte hjem til igen.  

Denne weekend tog hele flokken på tur til den kinesiske mur i nærheden af Tianjin. Der var lidt uvished om det overhoveder kunne blive til noget, da tog -og busforbindelserne viste sig at være mere komplicerede end vi troede. Derfor startede lørdag morgen ud med at vi egentlig troede vi måtte opgive og udskyde til den efterfølgende weekend. Men heldigvis er vi udstyret med de sødeste kinesisklærere man kan ønske sig. Wendy (det engelske navn vi har givet hende, som hun er helt vild med) brugte i alt to en halv time af sin formiddag på at skaffe en bus, der ville køre os derop og hente os den næste dag, for ja – vores plan var at overnatte på den kinesiske mur. Da Wendy hørte der blev hun meget nervøs på vores vegne og insisterede på at tage med, hvilket hun naturligvis var mere end velkommen til. Så lørdag klokken 12.30 drog vi alle 13, samt to af Lines veninder, der var på besøg fra Danmark, vores taiwanesiske roommate Kelly og Wendy af sted til den kinesiske mur. Det var en fed tur, men man kan ikke ligefrem prale af at man får meget søvn på sådan en mur, samtidig lå man også lidt med frygt for at der ville komme nogle vagter og jage os ned, men alt gik fint og vi kan nu alle prale af at vi har overnattet på Den Kinesiske Mur. Heldigvis holdt det tørt det meste af natten, også selvom vi hørte torden i det fjerne. Vi sov tæt på et af tårnene, som det var muligt at rykke ind i, hvis det blev regnvejr. Næste morgen traskede vi så ned fra muren og det virkede ikke til at der var nogen der undrede sig sønderligt over, hvor den store gruppe udlændinge kom fra. De to en halv time hjem i bussen blev for alles vedkommende brugt på at få en ordentlig lur, og om aftenen var vi nogle der valgte at få en god omgang massage af de ømme led og muskler den hårde mur havde givet os.

Nu håber vi snart på at kunne vende tilbage til jer, med beskrivelser af, hvor vores rundrejser kommer til at tage os hen. Ellers skal i bare huske på: Intet nyt er godt nyt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar